fat ætter juermu’edn, mæn war e öw’wer få sö’n
fat på jordemoderen, men var det (op) over for sådan

næj, si så (…), de føst dæ blöw sæn boj te, de
noget, se så (…), det første, der blev sendt bud til, det

war ælse mari’, å … – a ka fåræjsten fåtæl mæ-d’dæ
var Else Marie, og … Jeg kan forresten fortælle med det

sam, te … juermu’edn, de føst hun spued om,
samme, at … jordemoderen, det første hun spurgte om,

næ’r di kam kjyedn ætter hejje, så så: hun “hejje
når de kom kørende efter hende, så sagde hun: “hende

ælse mari’, æ hun dær”, å de så di ja te, få de
Else Marie, er hun der?”, og det sagde de ja til, for det

wa jo æn skjek. “nå, så li:er a ed e’ ræjti”, så:
var jo en skik. “Nå, så lider jeg det ikke rigtigt, sagde

juermu’edn så, få bæjstemu’er hun war sö’n tefælled,
jordemoren så, for bedstemoder hun var sådan tilfældet (1),

a hwes de e’ gik som de skul, si så fæk juermu’edn
at hvis det ikke gik, som det skulle, se så fik jordemode-

æn år’renli röw’ful, å de-v’vil hun jo hælst ungo’
ren en ordentlig røvfuld, og det ville hun jo helst undgå.
(1) dvs. “skruet sammen”, indstillet.