6. Sall sogn – nordøst for Silkeborg (MØJy)

20-05-2011

Optaget 1978.

Meddeleren (f. 1900) fortæller om, hvordan hun kom til at bo som tiårig

tjenestepige på en gård i landsbyen.

Lyt (mp3)

Hvordan ser man, at teksten er fra Midtøstjylland?

Hvad er der skrevet PÅ denne egns dialekt?

Hvad er der skrevet OM denne egns dialekt?

___________________________________________________

så blöw a jo så lukket en’ i så’n et bette hwol, vi ha:j

Så blev jeg jo så lukket ind i sådan et lille hul, vi havde

ve brøg’geset – de war jo bettepi:gens … hæller tjænnest-

ved bryggerset. Det var jo bittepigens … eller tjeneste-

tø’sen, såm di så:, få di så aldri bettepi:g, di
tøsen, som de sagde, for de sagde aldrig bittepige, de

så tjænnesttø’sen … de war jo henner værrels – de
sagde tjenestetøsen … det var jo hendes værelse. Det

beståj’ o’ æn sæng’ … de war engen sæng’, dæ war li:
bestod af en seng … det var ingen seng, der var lige

smækket en fi’el åp, å så war veg’gen jo te dæn å:n
smækket et bræt op, og så var væggen jo til den anden

si: – å så gåt mæ hal’m i’ å mu’s å sa:ger – mæn hwa,
side. Og så godt med halm i og mus og sager. Men hvad,

vi ku jo såw, når vi war gåt træt – mu’sen di lå jo
vi kunne jo sove, når vi var godt trætte. Musene de lå jo

fla:j å war dø’ åm muenen, nå’r a haj lå’ dær -
flade og var død om morgenen, når jeg havde ligget der.

så-w’ar de-j’o te si: – mæn dæ war hwærken ly’s hælle nåj
Så var det jo til side. Men der var hverken lys eller noget

såm hælst dær – dæ war så så’n æn bette stu’el, å dæ war
som helst der. Der var sådan en lille stol, og der var

engen b[ord] (…) å så ha: je mi kas – så sæj’er fa:r te-
intet bord (…) og så havde jeg min kasse. Så siger far til

m’æ “ve’ do hwa, de æ no da no gal’ nåj, hå hon
mig: “ved du hvad, det er nu da noget galt noget, har hun(1)
it snakket om’, do ska ha no ly’s – do ska … mo da
ikke snakket om, du skal have noget lys. Du skal … må da

ha’-et så’n do ka go i sæng’ ” – “næj’, de hår hon it
have det sådan, du kan gå i seng”. “Nej, det har hun ikke

snakket åm’ … hon æ-j’o så fjette” – å di ha:j æt enda
snakket om … hun er jo så fedtet”. Og de havde det endda

så gåt, mæn “hon æ jo så fjette, så de ve’ do jo hunnen
så godt, “men hun er jo så fedtet, så det ved du jo, hvordan

de ær” – “jammen do ska no ha’ æn lamp” – så ga han
det er”. “Jamen, du skal nu have en lampe”. Så gav han

mæ så’n æn bette lamp – da kåst så’n æn bette
mig sådan en lille lampe. Da kostede sådan en lille

kykkenlamp haltres ø:r, å dæn’ kjøwt han å ga-m’æ – å
køkkenlampe 50 øre, og den købte han og gav mig. Og

så gik han … kam han dæni’er, så så: kuenen lisse nies-
så gik han … kom han derned, så sagde konen ligeså næs-

visset, de ka a aldri glæm “hwæm’ ska betå:l di
vist, det kan jeg aldrig glemme: “Hvem skal betale den

olli?” – “de skal a sku nåk gjø”, så: fa:r “så de
olie?” “Det skal jeg sgu nok gøre”, sagde far, “så det

behøwwer du da … tø’sen ska no ha’et så’n hon
behøver du da … tøsen skal nu have det sådan, (at) hun

ka si’ bå:de å kåm i henner klæj’jer å kåm å dæm, de
kan se både at komme i sine klæder og komme af dem, det

ka a no gåt fåtæl dæ”.
kan jeg nu godt fortælle dig”.

(1) dvs. madmoderen